På denne side vil jeg give en kort gennemgang af forskellen på de forskellige typer af kamera, og hvad man skal vælge når man skal ud og købe et nyt kamera.
Når man skal ud og købe et nyt kamera er der mange valg, der skal tages stilling til, hvad enten du skal købe dit første kamera eller opgraderer dit nuværende. Der findes i dag flere forskellige typer kameraer i mange forskellige prisklasser blandt mange forskellige producenter, så hvilket kamera skal du købe? Nogle af de spørgsmål du skal starte med at stille dig selv er:
- Hvilken type billeder ønsker du at tage med kameraet?
- Skal kameraet kunne tage billeder af sport og andre motiver i (hurtig) bevægelse?
- Ønsker du at kunne tage billeder af motiver på lang afstand?
- Skal kameraet kunne tage billeder i dårlig belysning?
- Hvor meget betyder billedkvaliteten for dig?
- Hvor meget tid ønsker du at bruge på indstilling af kameraet og efterredigering af billeder? Vil du bare gerne kunne tage gode billeder uden at skulle bruge for meget tid på indstillinger og efterredigering?
- Skal det være et lille og kompakt kamera eller har du ikke noget imod at slæbe rundt på et stort kamera? Og vil du have mulighed for at skifte objektiv på kameraet?
Har du allerede et kamera, som du er glad for, men ønsker at lære at tage bedre billeder, så hjælper det som regel med en bedre forståelse for, hvordan kameraet virker. Hvis du ikke allerede har styr på, hvordan et billede bliver eksponeret, så vil jeg anbefale, at du læser lidt om grundlæggende fotografi og kamera og objektiv.
Dit første kamera
Det første du skal tage stilling til når du skal ud og købe dit første kamera er, hvilken type kamera, der er det rigtige til dig. Her skal du først og fremmest overveje, hvor stort et kamera du gider rende rundt med, hvorvidt du gider bruge tid på at sætte dig ind i forskellige indstillinger og om der skal være mulighed for at skifte objektiv på kameraet.

Nikon Coolpix S9700.
Billedet er leveret af Nikon.
Kompaktkamera
Kompaktkameraet er som udgangspunkt til dig, der ikke gider at bruge for meget tid på indstilling af kameraet og efterredigering af billederne, men bare gerne vil tage nogle gode billeder på f.eks. ferier, i hverdagen, til fester o.l. Som det også fremgår af navnet, så er det generelt kompakte kameraer, der ikke fylder ret meget, og man kan som regel snildt have det i lommen eller rende rundt med det i hånden uden, at det er til gene. Til gengæld har man ikke mulighed for at skifte objektiv på et kompaktkamera, og i de fleste tilfælde er der ikke ligeså store indstillingsmuligheder, som på et spejlrefleks- eller systemkamera. Derudover så er billedkvaliteten på de billigere kompaktkameraer heller ikke ligeså god, som på de fleste spejlrefleks- og systemkameraer. Til gengæld, så er kompaktkameraer nemme at betjene og fungerer glimrende som et såkaldt “point-and-shoot” kamera. Man kan dog sagtens få kompaktkameraer med høj billedkvalitet og ligeså gode indstillingsmuligheder som på spejlrefleks- og systemkameraer. F.eks. så annoncerede Nikon en ny serie af premium kompaktkameraer i februar 2016. Udvalget af kompaktkameraer er ret stort, og de fåes fra under 1000,- og op til over 10.000,-, men i de fleste tilfælde vil et kompaktkamera til omkring 2000,- dække langt de flestes behov, hvis du skal ud og købe dit første kamera.
Spejlreflekskamera (DSLR)
Et spejlreflekskamera er til dig, der ønsker høj billedkvalitet, kontrol over kameraet og mulighed for at skifte objektiv. DSLR står for “Digital Single Lens Reflex” og navnet spejlrefleks eller “single lens reflex” kommer af, at der inde i kameraet bl.a. sidder et lille spejl og en prisme, der sørger for, at det billede du ser i kameraets søger er det samme som det endelige billede, da motivet ses igennem kameraets objektiv. Stort set alle spejlreflekskameraer i dag er digitale, så medmindre andet er angivet, så er der altid tale om et digitalt spejlreflekskamera. Spejlreflekskameraer har en større billedsensor end kompaktkameraer, hvilket er den primære grund til, at billedkvaliteten er væsentligt bedre på et spejlreflekskamera. Størrelsen på billedsensoren er nemlig en af de ting, der har den største indflydelse på billedkvaliteten (læs mere om billedsensoren). Spejlreflekskameraer deles op i hhv. crop og fullframe, hvilket refererer til størrelsen på billedsensoren. Et fullframe kamera har en større billedsensor end et cropkamera, og jo større billedsensoren er, jo mere lys kan billedsensoren fange, hvorfor fullframe kameraer tager bedre billeder i f.eks. dårlig belysning og giver bedre kontrol over dybdeskarpheden. Til gengæld så koster et fullframe kamera generelt også en del mere end et cropkamera. Langt de fleste vil dog have rigeligt i et cropkamera, da det forskellen i billedkvaliteten er meget lille i langt de fleste tilfælde.
Systemkamera (spejlløst kamera)
Et systemkamera er til dig, der har de samme ønsker som til et spejlreflekskamera (høj billedkvalitet, kontrol over kameraet og mulighed for at skifte objektiv), men gerne vil have det hele samlet i et lidt mere kompakt kamera. Før i tiden var der overordnet set kun to forskellige typer kameraer at vælge imellem: spejlrefleks- og kompaktkamera. Hvis man ønskede høj billedkvalitet og kontrol over kameraet, så valgte man et spejlreflekskamera, ellers valgte man et kompaktkamera. Før de første systemkameraer blev introduceret, var der ikke noget midtimellem, men sådan er det heldigvis ikke mere. Systemkameraer har taget de store billedsensorer og muligheden for at skifte objektiver, som er nogle af grundende til, at spejlreflekskameraer tager så gode billeder, og kombineret det med teknologien fra kompaktkameraer. Dette er resulteret i kompakte kameraer, der tager billeder i høj kvalitet og giver dig mulighed for at skifte objektiv på kameraet. Billedsensoren i systemkameraer er dog stadig ikke helt så stor som i spejlreflekskameraer, men den er væsentlig større end i kompaktkameraer. De fleste systemkameraer kommer i dag med den populære Micro Four Thirds (MFT) eller 4/3″ billedsensor (læs mere om kameraer og billedsensorer), som er næsten ligeså stor som de billedsensorer, der bliver brugt i spejlreflekskameraer med APS-C sensor (aka. cropkameraer). En anden forskel på spejlreflekskameraer og systemkameraer er, at ikke alle systemkameraer har en viewfinder eller søger, som er den man kigger igennem når man tager billeder. Systemkameraer i den billigere ende har kun en LCD-skærm, hvor man kan se billedet på. Hvis man køber et systemkamera med søger (hvilket jeg bestemt vil anbefale), så er det en elektronisk søger (EVF) i modsætning til spejlreflekskameraer, der har en optisk søger. Forskellen er, at på et spejlreflekskamera kigger man (næsten) direkte igennem objektivet og på motivet, og på et systemkamera bliver billedet fanget af sensoren og vist elektronisk. Dette giver den fordel, at man kan få vist mere information (f.eks. alle sine indstillinger) når man tager billeder, hvilket er ret brugbart, og så kan man også se eksponeringen af billedet. Med andre ord, så kan du se, hvor mørkt/lyst billedet bliver, hvis du tager det med de nuværende indstillinger på kameraet.
Mobilkamera
De fleste nyere smartphones er efterhånden alle udstyret med et glimrende kamera og mange mennesker kan sagtens nøjes med deres mobilkamera. Der er selvfølgelig nogle mangler på mobilkameraer, som f.eks. zoom-objektiv og en “rigtig” blitz, men pga. den nuværende kvalitet af billedesensorer (og udviklingen heraf) og processeringen af billederne i softwaren, så tager de fleste mobilkameraer ret gode billeder. Ligeledes er der efterhånden så gode skærme (læs: høj opløsning og pixeldensitet) på telefonerne, at man kan se de fleste detaljer i sine billeder og efterredigere dem vha. diverse apps. Der er dog forskel og et mobilkamera bliver aldrig ligeså godt som et rigtigt kamera. Derudover så har man heller ikke samme kontrol og indstillingsmuligheder på et mobilkamera, som man har på et rigtigt kamera. Til hverdagsbrug kan man dog komme ret langt med et godt mobilkamera efterhånden, og der er bestemt ikke noget at sige til, at der er mange, der fravælger et kamera når man alligevel har et fremragende kamera i sin smartphone i lommen.
Selfie-kamera til fest
Skal du holde fest, så er et selfie-kamera genialt! Det er nemt at bruge, så alle gæster har mulighed for at tage gode billeder i løbet af aftenen, og man kan på den måde få nogle fantastiske minder fra sine fester. Lej en photo booth hos Myselfie her.
Opgrader dit nuværende kamera
Overvejer du at opgradere dit nuværende kamera, men er ikke helt sikker, hvad du skal opgradere til, så kommer der her et par råd. Det første du skal gøre er at svare på følgende spørgsmål:
- Hvad mangler du ved dit nuværende kamera, og hvorfor ønsker du at opgradere?
Ofte er det ønsket om at tage bedre billeder, der ligger til grund for overvejelserne om at opgradere, og langt de fleste gange kan det faktisk bedre betale sig at købe et nyt objektiv eller to. Man kan nemlig sagtens tage rigtig gode billeder med et begynderkamera, så længe, at man har styr på og forstår grundlæggende fotografi, og har et godt objektiv eller to. Objektivet har nemlig langt større indflydelse på billedkvaliteten end selve kameraet. Kameraet har dog også indflydelse på billederne, og er det et ældre kamera man har, så kan det f.eks. godt halte lidt med at tage brugbare billeder i dårlig belysning selvom man har et godt objektiv. Det er dog vigtigt at huske, at man ikke nødvendigvis tager bedre billeder jo dyrere et kamera man køber. En dygtig fotograf kan også tage gode billeder med et kamera i den billige ende.
Opgrader dit kompaktkamera
Er du startet ud med et kompaktkamera og gået hen og blevet hooked på at tage billeder, så kan du vælge at opgradere til et bedre kompaktkamera, men oftest vil den naturlige opgradering være til at spejlrefleks- eller systemkamera, hvor du har mere kontrol over indstillinger og bedre billedkvalitet. Hvis du er glad for størrelsen på dit kompaktkamera, så er der ingen tvivl om, at du skal opgradere til et systemkamera, f.eks. et Olympus PEN E-PL8 eller det roste Olympus OM-D E-M10 eller . Har du ikke noget imod et større kamera, så kan et spejlrefleks også være en fin mulighed, og så er det bare op til dig at tage stilling til, hvad du foretrækker. En ting der er værd at tage med i overvejelserne er, hvis du har familie eller venner, der ejer enten et spejlrefleks- eller systemkamera, så kan det være en fordel at købe et kamera af samme type og producent, så I har mulighed for at låne hinandens objektiver.
Opgrader dit spejlreflekskamera
De fleste producenter af spejlreflekskameraer har gjort det nemt for forbrugeren og opdelt deres spejlreflekskameraer i tre forskellige grupper til hhv. begyndere, entusiaster og professionelle. Så hvis du har et kamera i begynderkategorien som f.eks. Nikon D3500, Canon EOS 2000D etc., så vil den naturlige opgradering være til et kamera i entusiastkategorien som f.eks. Nikon D7200, Canon EOS 77D etc. En ting man dog skal være opmærksom på er størrelsen af billedsensoren. Alle kameraer i begynderkategorien er såkaldte cropkameraer, men så snart man bevæger sig op i entusiast- eller professionelkategorien, så vil nogle af kameraerne være fullframe og have en større billedsensor. Dette giver bedre billedkvalitet, men vær opmærksom på, at nogle af dine objektiver kan være lavet udelukkende til cropkameraer, hvorfor man ikke vil kunne bruge dem på et fullframe. Når det så er sagt, så er springet fra et begynderkamera til et fullframe kamera nok også for stort (eller ikke nødvendigt) for de fleste, og typisk vil man vælge et andet cropkamera i entusiastkategorien til at starte med.
Hej.
Min kæreste og jeg er i gang med at se efter et spejlreflekskamera da vi førhen har haft en kompaktkamera som vi ikke synes tager billeder i høj nok kvalitet mere og som er ved at gå hen og blive forældet.
Vi leder efter et spejlreflekskamera som har høj kvalitet, og man kan lave lidt med indstillingerne, men vi ville hellere have at der er færre indstillinger, men de indstillinger der er, er noget vi kan bruge til noget.
Hvad vil I mene man skal kigge efter på et kamera?
Ville gerne høre hvilken spejlreflekskamera I kunne foreslå? Tænker at selve kameraet skal ligge i prisklassen mellem 3000-3500 kr. og linsen skal ligge mellem 1000-1500 kr.
På forhånd tak for hjælpen
Mvh. Cecilie og Simon
Hej Simon og Cecilie,
Først og fremmest, så ville jeg nok tage ud i en forretning og prøve at have nogle af de forskellige kameraer i hånden, så I kan få en fornemmelse for om I er mest til Canon, Nikon, Sony, Olympus, Fuji etc., og hvorvidt det skal være et spejlrefleks eller et systemkamera.
Jeg ville personligt gå efter et systemkamera – det kunne f.eks. være et Olympus PEN eller OM-D. Er I mere til spejlrefleks, så er det selvfølgelig den vej I skal gå, og så kunne et Nikon D3400 eller D3500 være en mulighed. I den prisklasse er der som udgangspunkt ikke den store kvalitetsforskel på om det er Canon, Nikon eller et helt tredje mærke.
Jeg vil ydermere anbefale jer at købe et kamera med et kit-objektiv, da der typisk er lidt penge at spare.
Venlig hilsen
Martin
Hej,
Jeg har et Canon EOS 700D og et standard obj + 24-70mm, 1:2,8DG HSM.
Jeg vil imidlertid godt slippe af med manuelle indstillinger. Jeg er amatør, men synes det er lidt fedt at kunne tage nogle rigtig gode billeder af og til og bruger fx mest de manuelle indstillinger til fx portrætter. Kan du mon pejle mig i en retning af et godt kamera hvis jeg vil slippe for at indstille manuelt og kunne ta lidt mere end “standard” gode billeder? Jeg har ingen mærkepræferencer – vil bare gerne ha en kamera der tager rigtig gode billeder.
Mvh Stine
Hej Stine,
Nu har jeg ikke den store erfaring med Canon, men jeg ville blot slå auto-iso til og sætte kameraet på enten shutter eller aperture mode. Så skal du kun tage stilling til én indstilling og har rimelig god mulighed for at bruge dit kamera som point-and-shoot.
Uanset hvilket kamera du vælger, så mener jeg ikke, at du kan undgå at indstille det, hvis du vil tage gode billeder. Og da du allerede har et kamera og ikke mindst objektiv, som tager rigtig gode billeder, så er jeg ikke sikker på, at jeg forstår, hvad du er på udkig efter?
Venlig hilsen
Martin
Hej Martin
Jeg har et gammelt Spejlreflekskamera. Nikon D80.
Jeg er på udkig efter et spejlløst systemkamera der både kan filme og tage stillbilleder. Grunden til et nyt kamera er ønsket om et mindre og lettere all-around kamera som er godt at rejse med. Har du nogen anbefalinger. Max prisklasse 5000kr.
Hilsen Rikke
Hej Rikke,
Der er selvfølgelig mange forskellige muligheder. Personligt er jeg blevet rigtig glad for Fujifilm, men så kommer vi over dit budget. Jeg ved, at rigtig mange er glade for Sony, og at de laver nogle virkelig gode kameraer, men jeg har ikke selv erfaring med deres kameraer. Lige pt. har Kamerahuset et ret godt tilbud på et Sony A6300 med 16-50mm objektiv til 4995,-, som jeg ville skynde mig at kigge nærmere på.
Alternativt kunne et Olympus OM-D E-M10 III også være en fin mulighed. Jeg har en kammerat, der har den gamle udgave, og jeg ved, at han er ret glad for det, men jeg tror nu ikke nu ikke, at du finder et meget bedre kamera til prisen end førnævnte Sony 🙂
Venlig hilsen
Martin
Hej Martin,
Jeg har luret lidt efter begyndervenlige (og gerne lidt budgetvenlige) systemkameraer. Jeg faldt over både Fujifilm X-T10, Olympus Pen E-PL8 og Sony A5000 som alle er til salg brugte. Men hvad ville du anbefale, og hvorfor?
Jeg prøvede at finde anmeldelser på nettet, men jeg blev ikke meget klogere 😅
Kan se at Olympus’ heller ikke er for dyr fra ny!
Hej Ditte,
Jeg har selv to kameraer fra Fujifilm, som jeg er meget glade for, så X-T10 kunne bestemt være en fin mulighed. Det er dog et kamera, der har nogle år på bagen efterhånden, så prøv evt. at kig efter et X-T20 eller X-T30 alt efter hvordan budgettet er. Når det så er sagt, så vil jeg umiddelbart mene at alle tre kameraer virker som gode kandidater.
Både Sony a5000 og Olympus PEN er umiddelbart lidt mere “simple” begynderkameraer. Ingen af dem har en søger, som man kan kigge igennem.
Fujifilm X-T10 er som sagt et lidt ældre kamera, men her får Du kan evt. prøve at kigge efter et X-T20 eller X-T30 alt efter hvad budgettet er.
Så i sidste ende er det lidt smag og behag, hvad du skal gå efter. Tag evt. forbi en fotohandler e.l. og prøv lignende kameraer fra de tre producenter for at finde ud af, hvad du bedst kan lide.
Venlig hilsen
Martin
Hej
Jeg søger et fint lille kompakt kamera, som man kan have med sig over alt. Jeg er nybegynder og vil egentlig bare gerne kunne tage gode billeder uden alt for mange indstillinger. Hvad vil du kunne forslå?
Hej Ida,
De fleste kameraer har mere eller mindre samme mængde indstillinger, og man kommer sjældent særligt langt med auto-funktionen på et kamera. Så kan man ligeså godt ty til sin mobil, som man alligevel stort set altid har med sig.
Har du derimod mod på at sætte dig en smule ind i de forskellige indstillinger, så kommer du langt. Jeg vil foreslå dig at tage ind til din lokale fotobutik og prøve nogle forskellige kameraer af. Et par muligheder, som du kan prøve at kigge på kunne være Canon EOS M100 eller Sony A6000 og ellers er Olympus’ PEN serie også ret populær.
Venlig hilsen
Martin
Hej Martin
Jeg arbejder på en idrætshøjskole og er på jagt efter et nyt kamera. Jeg har ikke lagt mig fast på, om det skal være spejlrefleks eller system – har hidtil kun brugt spejlrefleks og er usikker på forskellen. Kameraet skal i hvert fald kunne tage skarpe billeder af folk i bevægelse, gerne uden at skulle indstille en hel masse hver gang, ligesom det er vigtigt, at det kan tage video i god kvalitet. Billedkvaliteten skal være høj, så de fx kan bruges til tryk af annoncer, plakater i forbindelse med events osv.
Jeg vil betegne mig selv som begynder-entusiast, og jeg er i fuld gang med at lære (omend det går lidt langsomt i min optik), men der vil også være skiftende kolleger med mindre eller ingen erfaring, der gerne skulle kunne tage nogle gode eller i hvert fald rimelige billeder.
Summasummarum: Stærk autofokus ift. bevægelse, høj billed- og videokvalitet og brugervenlighed må være mine nøgleord. Har du mon bud på et par modeller, der passer til mit behov?
Budgettet er på maks. 15.000 inklusiv objektiv, oplader osv. – men selvfølgelig gerne mindre 😉
På forhånd tusind tak.
Bedste hilsner
Kristina
Hej Kristina,
Jeg ville umiddelbart kigge efter noget Sony eller måske Fujifilm (som jeg selv er gået over til). Sony a6400 eller den ældre a7 II kunne være to gode bud, og ellers kunne Fujifilms X-T2 eller X-T3 være muligheder. De skulle gerne alle have hurtig autofokus og være gode til video. Det er selvfølgelig også muligheden at gå efter et spejlrefleks, men det er lidt en smagssag.
Du skriver ikke noget om, hvilken afstand, der skal tages billeder fra, men hvis det medfølgende kit-objektiv ikke har nok zoom, så skal du selvfølgelig også finde et objektiv – gerne med lav blænde.
I forhold til indstillinger, så vil jeg anbefale, at du finder frem til en standardindstilling, der passer til jeres behov (f.eks. en høj, fast lukketid og auto ISO). Som du sikkert ved, så kræver gode billeder, at man ved lidt om kameraet og dets indstillinger.
Sidst men ikke mindst vil jeg anbefale at gå ud og snakke med en fotohandler og prøve nogle forskellige kameraer. De kan hjælpe endnu mere med at finde frem til det helt rigtige.
Håber ovenstående svar kan bruges.
Venlig hilsen
Martin
Mange tak for svar. Jeg vil fluks kigge nærmere på de nævnte modeller – hos min lokale fotohandler 😉
hej. Du virker som en kompetent herre. har kigget lidt på to ældre kameraer, som måske kan købes til en attraktiv pris, jeg ved sony’en er “gammel”.
Sony alpha A77
Canon EOS 77D
Hvilket er “det bedste køb”?
og kan se det er lidt lettere med ekstra linse til Canon, da selv sony ikke garantere 100% kompatibel, men kun med begrænsninger.
er nok selv mere tilhænger af Canon med er semiproff objektiv……
meeeen, what to do?
Sony er Mark II udgaven 🙂
Hej Torben,
Umiddelbart ville jeg også gå efter Canon 77D, men det kommer selvfølgelig an på mange ting som f.eks. behov, pris osv.
Sony A77 II er et par år ældre end Canon 77D, og skulle ikke være særlig god i dårlig belysning. Og så er der objektiv-problematikken, som du selv nævner. Sony har uden tvivl størst fokus på deres spejlløse kameraer, der bruger en anden objektivfatning end f.eks. A77. Til gengæld skulle Sony A77 kvalitetsmæssigt være et niveau over Canon 77D, være bedre til video og have hurtigere autofokus, så skal du skyde video og sport, så kunne Sony A77 være en bedre mulighed.
Håber ovenstående svar kan være med til at hjælpe dig med det rette valg 🙂
Venlig hilsen
Martin
Hej Martin,
jeg er rendyrket nybegynder indenfor fotografi, men jeg har længe gerne villet komme igang. Jeg er vild med at tage landskabsbilleder men ellers også portrætbilleder i ny og næ – og er nok mest til systemkameraer (lige til at starte med). Jeg har set mig lidt lun på et Sony NEX-6 efter at have hørt lidt anbefalinger blandt bekendte, men ved ikke om det bliver for kompliceret ift. indstillinger mv. for en nybegynder.
Har du nogle andre anbefalinger – eventuelt et billigere kamera som er hen af samme boldgade og måske mere brugervenligt for en nybegynder?
Vh Ditte
Hej Ditte,
Der er som udgangspunkt ikke den store forskel på, hvor kompliceret indstillingerne er på forskellige kameraer. Uanset hvad skal du nok lige bruge lidt tid på at sætte dig ind i, hvordan kameraet virker, men det er bestemt overkommeligt.
Sony NEX-6 er et ret gammelt kamera, så jeg ville måske nærmere kigge på et Sony a6000, men både Olympus, Canon, Fujifilm etc. laver også spejlløse kameraer, der kunne være en mulighed.
Jeg ville nok tage et smut forbi en fotohandler og snakke med dem. Så har du mulighed for at prøve at få nogle forskellige kameraer i hånden og finde ud af, hvad du synes bedst om.
Venlig hilsen
Martin
Hej
Jeg er på udkig efter et spejlrefleks kamera.
Jeg vil gerne kunne tage billeder af børn der evt leger, portræt fotos, natur billeder evt solop og nedgang osv. Og så vil jeg jo gerne have noget som helt klart er bedre end min telefon. 🙂
Har haft kig på et canon 1100d, nikon d5300.
Hvad vil du anbefale, herunder os linser osv?
Mvh Kristina
Hej Kristina,
Hvis du ikke har haft et spejlreflekskamera før, så vil jeg klart tage ud og kigge på de to kandidater i en fotohandler, så du kan prøve at have dem i hånden og se, hvad du bedst synes om. Der er generelt ikke den store kvalitetsforskel på de forskellige mærker i det prisleje.
I forhold til objektiv, så ville jeg starte med et kit-objektiv, som typisk følger med når du køber kameraet. Nikon har f.eks. både et 18-105mm og 18-140mm kit-objektiv, som begge kunne være gode at starte med. Når du så har fået en idé om, hvilken brændevidde du bruger mest, så kan du overveje andre objektiver, men generelt, så er både Canons og Nikons 35mm og 50mm f/1.8 objektiver rigtig gode value-for-money.
Venlig hilsen
Martin
Hej Martin,
Jeg er på udkig efter nyt kamera, da jeg har et 12-13 år gammelt Canon 350D spejlrefleks. Umiddelbart tænkte jeg på en opgradering, men er blevet lidt nysgerrig på muligheden for at skifte til systemkamera.
Kan du komme med en anbefaling? Evt. for og imod, så mit valg kan blive bedre funderet?
Jeg vil gerne tage både portrætter og naturbilleder (samt de klassiske feriebilleder 🙂 )
Mvh Camilla
Hej Camilla,
Hvis ikke du har en masse dyre Canon-objektiver liggende, så ville jeg helt sikkert overveje et systemkamera. I sidste ende kommer det selvfølgelig meget an på budget og behov, men personligt er jeg blevet rigtig glad for Fujifilms X-series (en mulighed kunne være et X-T30), men ellers har både Sony og Olympus også en del gode muligheder.
Venlig hilsen
Martin
Hej,
Fantastisk fed side!
Jeg overvejer at skifte mit ca 13 år gamle Sony Alpha 100 ud med et nyt kamera.
På det gamle har jeg en linse 18-200 mm. Det har jeg været utrolig glad for. Men kvaliteten er ikke hvad den har været med dages øjne og slet ikke, hvis hunden eller datteren bevæger sig. – jeg vil desuden meget gerne have et der kan tage videoer når jeg tager det med på jagt.
Jeg har kig på et andet fra Sony.
Først havde jeg kig på et Sony CyberShot DSC-HX400V/B ultrazoom kamera, men efter at have læst et par anmeldelser af det, tror jeg måske det kan betale sig at investere lidt mere. Så nu kigger jeg lidt mere henad et Sony CyberShot DSC-RX10 M3 ultrazoom.
Er det nogle kamera du kender? Er de gode? Er det/de pengene værd?
Jeg skal bruge det til billeder og video af datteren, jagthunden, jagtsituationer (mest film her), en kommede rejse til Grønland – hvor vi både skal på sejlture, jagt, flyveture, vandreture og byture.
Hej Lars,
Jeg kender desværre ikke nogle af de nævnte kameraer, men så vidt jeg lige kan se, så er Sonys CyberShot-kameraer med et fast oom-objektiv. Du har altså ikke mulighed for at skifte objektiv på dem. Så der skal du selvfølgelig gøre op med dig selv, hvad du har brug for 🙂
Venlig hilsen
Martin
Hej Martin,
Jeg er nok ved at skulle have nyt kamera, desværre. Mit Canon PowerShot A95 er ved at opgive ævred efter at have tjent mig trofast siden 2004 eller 2005! Hvad jeg elsker højest ved det kamera er den vip- og drejbare skærm (nej, ikke til selfies!), der gør det muligt at tage billeder af mindre ting i lystelt.
Kameraet skal også være nogenlunde lysstærkt, og det skal være nemt at lade op. Gerne hurtigt, for batterierne sætter jo altid ud, bedst som man er midt i noget.
Det behøver ikke være vildt transportabelt – jeg bruger det faktisk kun hjemme.
Skal det være et godt kompaktkamera eller et systemkamera?
Det vigtigste for mig er nok det med skærmen. Dernæst evnen til at tage gode billeder under lidt dårligere lysforhold.
Jeg er ikke ret teknisk begavet, så der skal være lette indstillingsmuligheder.
Prisen må under ingen omstændigheder være over 10.000 og meget gerne betydeligt lavere!
Håber, du har nogle gode forslag.
mvh Regitze
Jeg har kigget mig om på nettet endnu en gang – mon Canon PowerShot G5X (ren – ikke Mark II) var et godt bud? Det er vist mest Canon, der gør det i de ikke kun vipbare, men også drejbare skærme.
Hej Regitze,
Undskyld jeg aldrig fik svaret dig, jeg håber du fandt ud af det. Jeg kender desværre ikke rigtigt så meget til Canons PowerShot serie. Hvis ikke du har fundet ud af hvad du skal købe, så ville jeg tage forbi en fotohandler og snakke med dem 🙂
Venlig hilsen
Martin
Hej Martin,
Jeg vil hører dig om du kunne eventuelt hjælpe mig med at vælge den rigtig kamera for mig. Jeg filmer nemlig en dele og sammentidlig også fotografere natur og portræt. Jeg har kigget på Canon M50 men jeg synes at den er for lille. Derfor tænker jeg Canon 90D, hvad tænker du om det? har du andre foreslag?
Hej James,
Nu skriver du ikke noget om, havd du har i dag, men jeg antager, at det er Canon. 90D kunne sagtens være et godt bud 🙂
Venlig hilsen
Martin
Det har jo så været lidt svært på det seneste, det med at besøge en fotohandler …
Det kamera, jeg har i dag, er Canon Power Shot A95 . Det har tjent mig godt og trofast, med sin kip- og drejbare skærm og i øvrigt gode nok muligheder.
Det er vel et lignende kompaktkamera (i hvert fald ikke spejlrefleks), jeg ønsker mig til afløsning. Med drej- og kipbar, dvs. vari-angle skærm.
I mellemtiden har jeg fundet ud af, at der måske er et par andre muligheder:
Panasonic LUMIX DMC-FZ1000II – ca. 4400 kr
Canon PowerShot SX70 HS – 3600
Canon PowerShot SX60 HS – 2800
Panasonic Lumix DMC-FZ300 – 2600
og så altså
Canon PowerShot G5X – 4700
Kender du nogen af Panasonic-kameraerne, nu du ikke er så meget inde i Power Shot-serien?
mvh Regitze
Jeg er generelt ikke super stærk i kompaktkameraer, men jeg har prøver at kigge på nogle af de modeller du nævner. Nu når du har været vant til at bruge Canon, så vill jeg nok foretrække at holde mig til Canon, hvis jeg var i din situation.
Umiddelbart ser G5X ud til at være en rigtig god kandidat. Hvis du har brug for mere zoom, så kunne SX70 HS være en anden god kandidat. Jeg kender desværre ikke så meget til Panasonics kameraer, men umiddelbart synes jeg, at Panasonic LUMIX DC-FZ1000 II ser ganske fornuftigt ud.
Jeg håber, at mit svar kan bruges 🙂
Venlig hilsen
Martin
Tak for svar. Jeg hælder stadig mest til Canon PowerShot G5x, selv om det kamera er ret meget dyrere end de andre på min liste – jeg mener at have fundet ud af, at de er superzoomkameraer. Bridgekameraer? De er i hvert fald betydeligt større og tungere end G5x, hvilket ikke er smart til mit brug.
Men tak for din hjælp.
mvh Regitze
Hej Regitze,
Jeg havde ikke lige set din seneste kommentar, men ja, du har vist ret i, at de andre er superzoomkameraer. Det er en lidt spøjs størrelse, som jeg ikke rigtigt har det store kendskab til. Jeg håber, at du finder frem til det rette kamera i sidste ende.
God weekend.
Venlig hilsen
Martin
Hej Martin
Jeg er sat til at skulle tage fotos af personalet på mit arbejde, som så skal på vores hjemmeside.
Hvilket startkamera vil du anbefale til sådan et formål?
Og et måske dumt spørgsmål…jeg er fuldstændig ny i det her…
På hjemmesiden skal jeg uploade fotoene kvadratisk og i 795 x 795 pixel.
Findes der kameraer, som man kan forudindstille til det, så de automatisk har den størrelse og kvadratisk når jeg fremkalder billederne fra kameraet?
Hvis det findes hvilket vil du så anbefale at jeg køber?
Venlig hilsen
Svenne Jensen
Hej Svenne,
Det er et meget bredt spørgsmål, og jeg vil mene at stort set alle kameraer vil kunne bruges til formålet. Så jeg ville starte med at finde ud af om det skal være et klassisk spejlreflekskamera, et spejlløst kamera eller et kompaktkamera.
Jeg vil mene, at de fleste kameraer burde kunne indstilles til at tage kvadratisk billeder, men ellers er det ganske ligetil at beskære billederne efterfølgende.
Du kan evt. slå et smut forbi din lokale fotohandler (hvis de har åbent for tiden) og prøve nogle forskellige kameraer for at få et indtryk af, hvad du er ude efter.
Venlig hilsen
Martin
Hejsa
Har læst dine gode råd – og håber, du også vil hjælpe mig.
Lige nu bruger jeg min mobil (Huawei P9 lite) til fotografering- men vil gerne opgradere til noget bedre. Jeg er i tvivl, om det skal være en dyrere/nyere mobil eller et kompaktkamera? Det skal være et kamera, der er nemt at bruge, uden for mange indstillinger.
– Det er jo nemt bare at have mobilen med, men de billeder, jeg kan tage med min (nuværende mobil) kunne være bedre.
– Jeg er meget på vandreture, og vil gerne kunne tage nogle bedre billeder i naturen. Nogle billeder med mere dybde, og bedre farvegengivelse. Jeg vil f.eks. gerne kunne tage gode billeder af planter.
– Jeg vil gerne kunne zoome ind på f.eks. et egern, så det ikke bare er en prik langt væk eller et uskarpt objekt. Og jeg vil gerne kunne nå at tage billedet inden egernet er væk 🙂
Jeg vil også gerne kunne tage billeder, når lysforholdene ikke er så gode.
Tænker du, disse ønsker kan opfyldes lige så godt med et mobilkamera, som med et kompaktkamera? Og hvilken prisklasse skal jeg kigge på?
Er det værd at finde et godt tilbud på et lidt ældre kamera, eller sker der så store fremskridt, at det bedst kan betale sig, at gå efter de nyeste modeller?
Mange tak! Susanne
Hej Susanne,
Undskyld det lidt forsinkede svar. Hvis du gerne vil kunne zoome ind på motiver, så skal du nok have dig et kamera. Personligt ville jeg gå efter et systemkamera, hvor du har mulighed for at skifte objektiv. Olympus laver f.eks. nogle ganske fine kameraer, men ellers så tag et smut forbi din lokale fotohandler og tag en snak med dem og prøv nogle forskellige kameraer.
I forhold til mængden af indstillinger, så er det næsten det samme på de fleste kameraer, så hvis du går ud og investerer i et kamera, så synes jeg også, at du skal bruge lidt tid på at sætte dig ind i det. Du kan finde information om de mest basale ting på denne side.
Hvis du kan undvære muligheden for at zoome en del, så er en ny mobil også en ganske god mulighed.
Venlig hilsen
Martin
Hej.
Har p.t. et Nikon D40 kamera med henholdsvis objektiv 18-55 og 70-300 mm.
Det er jo ikke helt nyt og finder at jeg gerne vil optimere mit grej. Bemærker evt. mangler/slid m.m. mest ved sportsoptagelser og for nylig ved “Sort sol” i Sønderjylland = skarpheden synes forringet.
Kan det optimeres og hvis hvordan? – Har set Nikon har D3500 og D5600 – men har som noget nyt hørt om kompakte kameraer som Coolpix 950 og 1000. Hvis du skulle vælge – hvad ville du vælge?
Hej Jens,
Dit kamera burde sagtens kunne tage skarpe billeder uanset hvor gammelt og slidt det er – medmindre der f.eks. er noget galt med fokusmotoren. Så uskarpe billeder kan evt. skyldes for lav lukketid eller høj ISO.
Når det så er sagt, så har du ret i, at det er en gammel sag, som sagtens kan tåle en opgradering. Jeg kender ikke rigtigt til Nikons kompakte kameraer, men jeg er selv hoppet over på et spejlløst kamera fra Fujifilm for nogle år siden. Hvis ikke du har noget imod størrelsen på et almindeligt DSLR, så ville jeg kigge efter D7XXX serie. Det er virkelig gode og solide kameraer.
Har ikke ejet et kamera siden 2008, som var et canon EOS 20D, jeg har manglet et ordentlig kamera i min personlige værktøjskasse i og med, at når jeg kigger i familie albummet, så må jeg konstatere, mulighederne og kreativiteten, ligger pænt over hvad der er muligt med en iphone.
Min drøm var dengang et Nikon D2x 🙂 men af forskellige årsager gik det lidt i stå, nok mest prisen.
Jeg har kastet mig ud i 2 brugte Nikon DSLR for en start, begge fra 2006 D40 og D50, de koster jo ingenting i dag, men man kan lave nogen fantastiske billeder med dem.
Men jeg mangler fart, og nu kommer mit egentlige spørgsmål, for det her er uprøvet territorie, er det værd at gå ud og investere i et Nikon D2x, D3x eller D4 her i 2021 – ???
Hvis det kan lade sig gøre at finde et som ikke er alt for “brugt” eller med alt for høj shuttercount.
Hej Jesper,
Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg tror i sidste ende, at det kommer an på dine behov. Har du brug for et solidt og hurtigt kamera, der ikke nødvendigvis har den bedste ISO performance eller højeste antal megapixel, så tror jeg sagtens, at det kunne være en fin mulighed. Men du skal selvfølgelig gøre op med dig selv, hvad du er på udkig efter i et kamera samt hvor gammelt et kamera du kan leve med 🙂
Venlig hilsen
Martin
Kære Martin,
Jeg leder efter et godt kamera, som primært vil blive brugt til at tage skarpe fotos af min familie og smukke fotos af natur mm. på eksotiske rejser. Derudover skal kameraet kunne optage video i god kvalitet med lyd.
Jeg vil gerne, at mine fotos stadig er skarpe, når de forstørres op og sættes i en billedramme.
Jeg har for øjeblikket et Canon spejlrefleks EOS 1100D fra 2014, som jeg gerne vil opgradere.
Jeg er ikke så rutineret i at indstille et kamera, og benytter derfor typisk de gense indstillinger.
Hvilket kamera tænker du vil passe til mit behov?
Jeg håber, at du kan hjælpe.
Vh,
Katrine
Hej Katrine,
Hvis du har objektiver til dit Canon kamera, så vil jeg klart anbefale, at du holder dig til Canon (hvis du har været glad for det vel at mærke). Bortset fra det, så er der utroligt mange muligheder, så jeg ville gå ned i din lokale fotohandler, snakke med dem og prøve nogle forskellige kameraer.
Venlig hilsen
Martin
Hej Martin
Jeg leder efter et kamera, der kan bruges til at tage nogle gode billeder af både store/små produkter der står i en produktionshal hvor belysningen kan variere. Kan du hjælpe med hvilken type kamera der er bedst til det og evt. henvise til en eller flere modeller. (Priside 2500-3500,-)
Vh
Ulrik
Hej med dig.
Først tak for en meget værdigfuld side for en som jeg, som ikke har forstand på meget men har en stor passion for fotografering og derfor har besluttet sig for at købe et begynder kamera. Efter en del research kan jeg forstå at et nikon d3500 skulle være et rigtig godt begynder kamera til en god pris.
Det er en ny verden for mig og er i tvivl om, hvilke objektiver jeg skal fokusere på. Jeg har en stor passion for at tage portræt og samtidig den rå natur som fx havet i Thy. Dette vil man måske konkretisere som landskab.
Dog er min “ekspertise” at fange et øjeblik, en følelse etc med personer på – om det så er i fuld portræt, flere personer på et billeder eller i den rå natur.
Jeg er helt grøn så kan du måske vejlede mig i den rette retning før jeg bruger en formue på noget der måske er forkert 😀
Mvh Malene
Hej Martin
Jeg ved ikke om du stadig svarer på spørgsmål i denne tråd, men giver det et forsøg.
Jeg er begyndt at få en interesse for fotografering og vil derfor gerne investere i et kamera. Jeg er glad for at fotografere natur og dyr. Derudover søger jeg et kamera, hvor der er gode muligheder for at justere og indstille. Derudover behøves det ikke være alt for dyrt. Har du nogen forslag?
Jeg har kigget på forskellige modeller indenfor Canon EOS, men er i tvivl om hvad forskellen mellem de mange modeller er. Jeg kan se, at de angiver fx 90D efter navnet – kan du sige hvad 90D betyder?
Mvh Mette M.
Hej
Jeg er på jagt efter et nyt kamera til fotografering i naturen og dyr billeder men er i tvivl om hvad jeg skal vælge ?
Jeg har i øjeblikket et Konica Minolta Dimage Z3 men vil gerne havet et camera hvor jeg har mulighed for at skifte objektiv?
Da jeg er forholdsvis nybegynder er jeg i tvivl om jeg skal vælge systemkamera eller spejlreflekskamera og hvilke kamera jeg skal vælge
Med venlig hilsen
Per Kjeldsen